Posted in Kager

Lagkage med appelsin-creme og chokolade-nougatcreme

Denne lagkage er fyldt med delikat, blød appelsincreme samt en fyldig, lækker chokolade-nougatcreme. Den tager lidt tid, at forberede, da cremerne kræver lidt tid under tilberedningen og afkølingen derefter. Men ventetiden kan jo udnyttes til noget sjovt og hyggeligt, eller bare til, at gøre glasur, flødeskum og pynt parat. Selvfølgelig skal kagen tilberedes til noget skøn musik, så du kan optimere kreativiten 😉

Du skal til 1 lagkage bruge:

1 pakke med 3 lagkagebunde

Appelsincreme:

2,5 dl. appelsinjuice

80 g. sukker

4 dl. fløde ( 38 % )

1,5  blad husblas

Chokolade-nougatcreme:

2 dl fløde ( 38 % )

60 g. mørk chokolade

30 g. nougat

Til pynt:

Flormelis til glasur

Kakao til chokoladeglasur

Flødeskum

Frugt

Kog appelsinjuicen med sukker i ca. 1/2 time til sirup. Lad det småkoge uden låg og rør indimellem rundt i gryden.

I en tykbundet gryde koges fløden uden låg ved middelvarme i ca. 1/2 time indtil den er tyknet. Rør indimellem forsigtigt rundt i gryden.

I en anden tykbundet gryde koges fløden til chokolade-nougatcremen. Chokolade og nougat deles i mindre stykker og tilsættes fløden når den koger. Lad blandingen koge et par minutter mens der røres rundt. Cremen hældes i en dyb tallerken og stilles på køl.

Den kogte fløde til appelsincremen hældes i en skål, og appelsinsiruppen tilsættes lidt efter lidt men der røres forsigtigt rundt.

Husblassen lægges i en skål med koldt vand, så husblassen er dækket med vand. Lad det ligge ca. 5 minutter. Når husblassen er blød, tages den op og knuges fri for vand. Husblassen tilsættes fløde-appelsincremen og vendes forsigtigt rundt. Skålen stilles på køl.

Imens cremerne er på køl, gøres evt. klar til flødeskum og glasur. Pisk flødeskum og sæt på køl. Sigt flormelis så du undgår klumper i glasuren og tilsæt en smule vand. Rør glasuren glat. Lav evt. lidt ekstra chokoladeglasur som kan bruges til pynt på kagen. Skyl desuden de frugter der skal bruges til pynt.

Lad cremerne stå på køl, til de er helt afkølede.

Kagen lægges sammen med først appelsincremen, og derefter chokolade-nougatcremen. Har man lidt cognac eller likør vil det være lækkert at dryppe den nederste lagkagebund med, inden cremen lægges på.

Når kagen er lagt sammen, smøres der glasur på, sprøjtes med flødeskum og pyntes med frugt eller andet pynt.

Lav et kræmmerhus af bagepapir, fyld chokoladeglasur i og sprøjt snirkler, skrift, hjerter eller glade smiley’s på kagen.

Et godt tip! Palestrina og klassisk musik er så godt, at pynte kager til. Her er lidt skøn musik til pyntningen 🙂

God fornøjelse 😉