Posted in Kunst

At vende livet på hovedet

Akryl på lærred
40 x 40 cm.




Motivet er, udover tulipaner i en vase, tegning af følelser fremkaldt af hengemte minder fra episoder og oplevelser i forbindelse med en trafikulykke jeg var indblandet i som 14 årig.

Disse oplevelser er i dagligdagen hengemt som oplevelser der er en del af mit liv, men som jeg meget sjældent tager frem.

Lige netop denne tegning i maleriet som blev fremkaldt af følelser, handler om dengang jeg efter 1,5 mdr. indlæggelse på hospitalet kom hjem, men skulle fortsætte en form for skolegang i Skolestuen på hospitalet. Hver dag blev jeg hentet af en taxa som kørte mig til hospitalet for, at deltage i undervisningen i Skolestuen. Efter skoledagen blev jeg kørt hjem.
Det var en underlig uklar tid hvor det hele stod lidt på standby, og hvor jeg bare fulgte med uden at tage initiativ til så mange ting i mit liv.

Historien er denne, og den handler om at vende livet på hovedet:

Som 14 årig og som en pige fuld af livsmod, drømme og fart på livet.
En pige med hverdagen fuld af veninder, skole, fester, heste og almindelige teenage-tendenser.
Efter skole, på vej med bussen. På vej med bussen til Farum og Stutsborg rideskole. Jeans og min elskede lysebrune ruskindsjakke med frynser på ryggen. Ruskindsjakke i western-stil. Min 14 års fødselsdagsgave.
På vej i bussen. En bustur jeg kan huske. Vejret var gråt. På vej til at blive mørkt. En eftermiddag i Januar.
Bussen holdt ind ved siden og jeg skulle bare lige over vejen for at komme over til rideskolen hvor min dejlige hest stod.
Manden der kørte bilen som ramte mig, forsøgte forgæves at stoppe biler ude på vejen. Forsøgte at få hjælp.
Ingen stoppede. Blev folk bange? Skulle de skynde sig hjem og passe familien? Ville de ikke hjælpe? Hvad sker der i hovedet på folk som ser at der er sket en alvorlig ulykke. Tænker mange måske at der nok er hjælp på vej, eller at der nok er en anden der hjælper lige om lidt ?
Ingen stoppede ved de første mange forsøg på at bede om hjælp i myldretrafikken blandt folk der var på vej hjem fra arbejde.
Farum kaserne var meget tæt på rideskolen. Der kom en soldat forbi. Han hjalp, og han lagde mig i aflåst sideleje.
Hvis jeg kunne sige tak til ham, ville jeg gøre det.
Ambulancen kom. Jeg blev kørt på Hillerød sygehus.
3 dage lå jeg i respirator.
Mine første ord da jeg vågnede, var på engelsk.
Den første uge på sygehuset husker jeg slet ikke.
Det var Januar, og jeg var igang med 8.klasse. Den sidste tid af 8.klasse blev afløst af måneders hospitals-indlæggelse, genoptræning, psykolog-samtaler samt forsøg på at starte i skolen igen.
Skoletimerne blev dog afløst af hjemme-undervisning. Grunden var hovedpine, koncentrationsbesvær og almen utilpashed. Alene forsøget på skolegang var en hård proces.
Ovenpå skulle jeg og ville jeg. Veninderne trak sig bort, var usikre på hvad de skulle sige til mig.
Idet at jeg havde ramt både bil og asfalt under ulykken, pådrog jeg mig store afskrabninger i ansigtet. Dette blev lappet med hud fra låret. Venstre side af ansigtet var nu mærket af ulykken.
Baghovedet havde lige sådan fået en stor afskrabing sådan at der i et område var et stort sår. Dette sår var blevet så dybt at det havde beskadiget hårsækkene.
Ovenpå skulle og ville jeg. Ansigtet var blevet vansiret og baghovedet manglede hår.
Jeg gjorde noget ud af makeup’en hver dag og købte mig desuden en alpehue som både dækkede det hårløse område i baghovedet samt skyggede lidt for venstre side af ansigtet.
Jeg ville fremad, jeg ville kæmpe og på en eller anden måde ville jeg også få det bedste ud af min situation som den nu var blevet.


Et par måneder før ulykken havde jeg tilmeldt mig Vi Unge’s modelkonkurrence. Som enhver anden teenage-pige havde jeg modeldrømme og syntes det ville være en spændende mulighed at deltage i modelkonkurrencen.
4 uger efter ulykken blev jeg ringet op fra Vi Unge.
Jeg var kommet i finalen blandt de 12 bedste, og jeg blev inviteret til en dag i København hvor finalen skulle foregå. En dag i et studie med spændte piger der ligesom mig var kommet i finalen, en dag med fotosessions, spisning på restaurant samt en dag hvor den endelig vinder blev kåret.
Jeg forklarede i telefonen hvad jeg havde været ude for, og derfor nu så lidt anderledes ud end da jeg havde tilmeldt mig konkurrencen. Mit halvlange pagehår som jeg havde da jeg tilmeldte mig konkurrencen var nu desuden afløst af en meget kort frisure.
Beskeden jeg fik var, at hun syntes at jeg skulle komme og være med alligevel.
Jeg tog mit bedste tøj på og selvfølgelig min alpehue, og min Mor kørte mig til København.
En stor og spændende dag blev det. En dag med makeup-artister, fotografer, talentspejdere og spændte deltagere.
Fotografen og jeg blev enige om at jeg bare skulle vende den pæne side af ansigtet til når billederne skulle tages.
Min alpehue som efterhånden var blevet min følgesvend kunne jeg desværre ikke have på, og det var en smule grænseoverskridene at vide at folk umiddelbart kunne se min hårløse plet.
Nu er det mange år siden. Helt nøjagtig 30 år siden. Selvom det er mange år siden, og følelser og oplevelser helt skulle være glemt og arbejdet med, så er der alligevel noget som kroppen ikke glemmer. Nogle ting som skal ud og videre. Videre på en måde som andre måske også kan få noget ud af at læse om. Derfor har jeg valgt at skrive min historie her på bloggen, og da jeg er startet med at male for et par år siden og føler stor glæde ved det, har jeg nogle tanker omkring at male motiver omkring nogle af de oplevelser jeg har haft.

Som overskriften indikerer; At vende livet på hovedet, så er min historie her en fortælling omkring hvordan livet kan ændre sig på et splitsekund og om hvordan det kan være rigtig godt at kæmpe sig tilbage til livet. Kæmpe sig tilbage til livet både ved at forsøge at få det bedste ud af livet som det er, ved at forsøge at være stærk samt ved at forsøge at tænke optimistisk.

Det er en form for proces, at fælde følelser og tanker ned på papir og lade hånden føre kuglepennen med lukkede øjne imens at man er tilbage i episoden og oplevelsen. Derefter at få den over på et lærred i samspil med farver og motiver, gør det faktisk til et lille eventyr.
Oplevelsen blev bearbejdet og omformet til farver, mønstre og motiver og gav pludselig lidt mere mening.

Jeg kan kun anbefale at tegne følelser.

Og nyd så dette smukke musiknummer ❤