Posted in Mennesker

Banebryderen

Denne livsbekræftende bog er skrevet af en meget sej og viljestærk kvinde der har kæmpet meget i sit liv. En kvinde der med sin historie har været en banebryder i flere aspekter af livet, og som har givet og kan give stor inspiration til andre i lignende situationer, og til os alle i sin kompleksitet.

Birgit Rasmussen er født med Cerebral Parese, og har skrevet denne bog om sit liv, om en opvækst sammen med sine forældre, sin tvillingebror og sin søster, om sine kampe og sine sejre. Med denne bog ønsker Birgit at gyde håb for andre med samme handicap samt til forældre og pårørende til handicappede børn. Give styrke og give tro på, at selvom man er handicappet kan man godt få en uddannelse, få en familie samt et godt liv.

Uddrag fra bogen:

” Vækkeuret ringede. Klokken var 6.30. Birgit vågnede og kiggede over mod Preben der lå på hendes venstre side. Vækkeuret stod på Birgits højre side, men hun kunne ikke selv nå over og slukke for uret. Preben var langsomt begyndt at rulle over mod Birgit for at strække sin arm over hende og slukke uret. Da larmen var bragt til ophør, puttede han sig ind til hende og sagde ” Godmorgen Skat “idet han kyssede hende kærligt, hvorefter hun kvitterede med endnu et kys. Sådan lå de i en 5 minutters tid og råhyggede og talte om, hvad dagen skulle bringe og ønskede, at de kunne ligge sådan i al evighed. ” Nu må du hellere stå op, Mette kommer jo kl.7 ” sagde Birgit. ” Vil du i bad i dag?” spurgte Preben. Det ville hun som regel gerne, når hendes hjælper kom så tidligt. Idag var ingen undtagelse. Preben stod op, og Birgit lå og forsøgte at få sine genstridige lemmer til at lystre hendes vilje bare nogenlunde. Det skete meget ofte, at hun aktiverede hele kroppen, når det ellers kun var meningen, at hun ville strække en arm eller et ben. Birgit var spastisk lammet. “

” Charlotte var 5 år og et ønskebarn af første grad. Birgit og Preben havde overvejet meget grundigt om de skulle have børn. Der var ingen tvivl om, at de gerne ville. Men kunne man forsvare, at lade et barn vokse op med så handicappet en Mor ? På den anden side syntes de, at de havde så mange kvaliteter, at de nemt kunne opveje de vanskeligheder der uværgeligt ville komme”.

” Birgit kaldte på Charlotte og opfordrede hende til, at komme ud og børste sine tænder. ” Mor, jeg skal lige have lagt Pia over i dukkevognen” råbte hun, alt imens hun allerede var begyndt at fortælle om noget helt andet. Charlotte var fabelagtig god til, at finde på undskyldninger lige i øjeblikket. Da Birgit var færdig med, at vaske sig kaldte hun på Mette, der lige skulle hjælpe med det sidste. Efter hun var blevet tørret, kom Preben for at løfte hende over i den elektriske kørestol. Den kørestol var guld værd for Birgit. Når den en sjælden gang var til reperation, følte hun sig virkelig handicappet og fuldstændig afhængig af andres hjælp. Tænk, ikke at kunne flytte sig , hvorhen man ville. For en gående måtte det være ligesom, at blive bundet til en stol og ikke kunne få knuden op “

Bogen henvender sig desuden til fysioteraputer, socialrådgivere samt andre faggrupper indenfor socialområdet, da der i bogen er meget stof omkring træning, hjælpemidler samt lovgivninger på forskellige områder indenfor handicapområdet igennem tiden, som kan anvendes til undervisningsbrug.

Forsiden af bogen skal illustrere livets landevej. Som svært handicappet er der nogle udfordringer med hensyn til at få en relevant skolegang, uddannelse, job, bolig samt de rigtige hjælpemidler for, at dette kan lade sig gøre.

På forsiden ligger der den største forhindring, som spærrer vejen for Birgits drømme og håb. Det er folks holdninger og uvidenhed om svært handicappede. Hvis Birgit kan skubbe til folks negative forventninger til hende, vil mange ting blive lettere.

Men pga. Birgits kampånd og viljestyrke har hun nået sine drømme, hvilket man kan læse om i bogen.

Birgit skildrer glæder og sorger på en ganske usentimental og personlig måde, der giver et til tider grumt billede af, hvad man dog kan komme ud for som handicappet.

Livet fra barneårene hvor sygdommen blev opdaget da Birgit var omkring 2 år, og forældrenes kamp for, at få den rigtige behandling og tilbud til deres datter, som ikke altid var det samme som behandlerne tilbød. Behandlingerne var velmenende, men var var ofte skæbnesvangre forsøg, som gjorde tilstanden værre.

Livet som ung, hvor det lykkedes hende at komme på gymnasiet trods en meget gennemgribende hjerneoperation hvor hun intet kunne. Dette kunne lade sig gøre efter 2 års intensiv træning på Hobro Hjemmet.

På Gymnasiet fik Birgit venner og gik til festerne som de andre gjorde.

En sommerferie deltog Birgit i en International arbejdslejr. Der fik hun inspiration til at uddanne sig til socialrådgiver af en ung mand, som hun så et forbillede i.

Den dag hun blev student var en meget stor dag for hende.- En af de 3 største dage.

Da Birgit skulle optages på Den Sociale Højskole fik hun en invitation en måneds tid før studiestart om at komme og se skolen. Hun blev modtaget af rektor. Hun havde en klar fornemmelse af, at det i lige så høj grad var ham, der skulle se hende.

Birgit fik et par søde, forstående veninder, og deltog også her i festerne.

Birgit kom ind på Den Sociale Højskole i Odense og skulle finde et sted at bo. Der fandtes på det tidspunkt ingen handicap-venlige lejligheder. Derfor måtte hun tage til takke med kommunens tilbud om en beskyttet bolig sammen med ældre mennesker.

Birgit havde ingen relationer til de ældre mennesker. Blandt andet derfor besluttede hun, at hun kun ville bo der imens hun læste. Det sidste år af studietiden købte hun en grund, hvor det var planen at bygge hendes drømmehus. Den første dag hun sad i sin nye stue skyllede en sand lykkefølelse igennem hende.- Nr. 2 af de største dage.

Og herfra tegner der sig et liv med job, familie, kampe om relevante hjælpemidler, beslutningen om at blive Mor og livet med Birgits drømmemand.

Bogen “Banebryderen” er en fantastisk spændende og livsbekræftende biografi, hvor vi følger en pige med spastisk lammelse fra barn til voksen og hendes utrættelige kamp for at vinde over sin sygdom, og ikke lade sygdommen bestemme hendes skolegang, uddannelse, jobs, boligsituation samt familieliv.

Bogen er på 81 sider og udgivet på eget forlag. Den koster 75 kr. + porto, og kan bestilles her på bloggen. Ved ønske om bestilling, skriv da en kommentar under indlægget med mailadresse. Så kontakter jeg dig for nærmere information.